Køretider og afstande i New Zealand: hvor langt kan man køre på en dag

Køretid er ikke det samme som dagens længde

Tag ruteberegningens skøn som et minimum, og læg så alt det andet til, som dagen indeholder: brændstof, dagligvarer, kaffe, vejarbejde, udsigtspunkter, en kort gåtur, billeder og den tid, der går med at finde og indrette aftenens plads. At pakke sammen om morgenen er endnu en halv time, ingen regner med.

En realistisk faktor er cirka halvanden gang navigationens skøn for en rejsedag med stop. Hvis det giver noget ubehageligt, er svaret en kortere etape og ikke en hurtigere.

Tre til fire timer er en behagelig dag

De fleste, der rejser rundt i New Zealand i mere end en uge, ender med tre til fire timers kørsel om dagen som grænsen for, hvornår turen stadig er en fornøjelse. Kører du mere, bliver stoppene sprunget over og gåturene droppet, og dagen kommer til at handle om at nå frem frem for at rejse.

Enkelte længere dage er fine, især på de mere lige strækninger i Canterbury eller i den centrale del af Nordøen. Flere lange dage i træk er det, der giver træthed, og træthed er den underliggende årsag til en stor del af de ulykker, besøgende kommer ud for her.

Nogle veje tager langt længere tid, end de ser ud

Kysten ved Coromandel, Tākaka Hill, Queen Charlotte Drive, Catlins, Milford-vejen og store dele af West Coast er alle langsommere, end afstandene antyder, selv når de er helt asfalterede. Skarpe sving, vejens hældning, ensporede broer og landskab, der får alle til at ville holde ind, lægger sig sammen og strækker et skøn på to timer et godt stykke over tre.

Tilføj en uvant autocamper, og det strækkes igen. Bredde, højde, bremselængde og kurvekørsel skal alle øves, og de første to dage i et stort køretøj er mærkbart langsommere end resten af turen.

Ensporede broer og grusveje

Ensporede broer er almindelige, især på West Coast og i Northland, og hvem der har forkørselsret, står på skiltene; det er ikke noget, du kan gå ud fra: Den store pil viser den retning, der har forkørselsret. Nogle broer deles med jernbanen. Sæt farten ned, kig over til den anden side, og vær klar til at vente i stedet for at skynde dig ud på broen først.

Tag ikke en uasfalteret genvej, bare fordi den er kortere. Lejeaftaler forbyder ofte bestemte grusveje, forsikringen dækker måske ikke skader på dem, og en vej, der er fin i en tør februar, er noget helt andet efter regn.

Planlæg efter dagslyset, ikke uret

Midt om vinteren er det brugbare lys i syd cirka ni timer, og selv om sommeren mister en dal solen længe før den officielle solnedgang. Arbejd baglæns fra det tidspunkt, du vil holde parkeret, ikke fremad fra det tidspunkt, du håber at komme af sted.

Sæt et vendetidspunkt for enhver gåtur, og overhold det. Det meste af det, folk kommer i vanskeligheder med på stierne i New Zealand, skyldes, at de fortsætter forbi det punkt, hvor turen tilbage kan nås i det lys, der er tilbage.

Daggry og skumring er de vanskelige timer

Lav sol på en våd vej fjerner næsten al sigtbarhed, og den kommer netop på de tidspunkter, hvor du mest sandsynligt kører, hvis dagen er skredet. Possums, harer og husdyr er også mest aktive omkring daggry og skumring, og at svinge udenom et dyr forårsager flere alvorlige ulykker end at ramme det.

Sigt efter at være af vejen, eller i hvert fald på en let strækning, i de timer. At ankomme i dagslys betyder også, at du kan se på pladsen, tjekke adgangen og stille køretøjet i vater uden en pandelampe.

Indhent en dag, der skrider, ved at skære fra og ikke ved at sætte farten op

Når en dag løber sent, så fjern en aktivitet, eller skift til din gemte reserveplads. At køre hurtigere for at indhente en rejseplan er det værste svar, der findes, og det er sådan, trætte chauffører på uvante veje ender i vanskeligheder.

Byg planen, så det altid er muligt at droppe noget. En rejseplan, hvor alle dele er afgørende, har ingen måde at absorbere en forskydning på, og forskydninger er normale og ikke undtagelser.

Steder undervejs